Vi mindes...

Vitovani's Bellissima de Bel'Tar

Bellis

07.07.2007 - 18.09.2017

Vi mindes...

Bellis var vores dronning, vores primadonna, vores finke. Hun styrede i huset - eller prøvede i hvert fald.

Da hun var yngre var hun et dampbarn. Der var altid gang i hende og hun var fuld af selvtillid og narrestreger, hun gik altid lige til stregen - måske lidt over. Vi kaldte hende Bøllis.

Med alderen gik den værste damp af hende, men Bøllis var der stadig, når hun gad.

Bellis var en glad hund, der altid logrede med hele kroppen. Hun elskede at ligge i solen eller foran brændeovnen og stege til hun næsten var brændende.

Bellis var en bestemt dame, der helst kun gjorde det, der passede hende. Hun var meget selvstændig og kunne ligge længe i et helt andet værelse end det vi andre befandt os i. Men hun elskede også at putte tæt og blive nusset - helst mens man kiggede hende dybt i øjnene og sagde søde ting til hende.

Bellis var glad for at træne. Hun havde en fantastisk kontakt og var meget lærenem. Hun var let at stresse op, men også nem at få hurtigt ned igen. Tidligere var agility en klar favorite - der skulle være fart på, men med tiden blev også tricks og rally interessante.

Hun kunne umiddelbart virke "blond", men tag ikke fejl - hun var skam RET klog. Hun løste selv de sværeste opgaver på ingen tid.

I februar 2011 fik Bellis kuldet "Blomsterbørnene". Hun var en rigtig dygtig mor og passede sine hvalpe så flot.

I nytåret 11/12 fik Bellis af ukendt årsag bugspytkirtelbetændelse, hvilket nær havde kostet hende livet. Heldigvis har vi hende stadig. Desværre har den formentlig slået hendes mave så meget i stykker, at hun udviklede IBD (kronisk tarmbetændelse) og/eller foderallergi. Bellis er derfor nu på en streng diæt med udelukkende hydrolyseret foder og fungerer heldigvis godt på den. I samråd med dyrlægerne har vi dog valgt at tage Bellis ud af avl, da det ville kunne være for stor en belastning for hendes krop.

 

I sensommeren 2017 blev Bellis pludselig syg med opkast og blodig diarré. Gennem et par dage blev det kun værre og vi lod hende derfor få fred.

 

Hun har sat dybe spor i vores hjerter og vi vil aldrig glemme hende.

Moffe's Milo

17.06.2005 - 18.07.2014

 

 

Milo var en skøn hund, men han havde sine udfordringer. Han var en meget usikker hund, en rigtig tøsedreng, men han pustede sig gerne op for at skjule det. Han var et vanedyr, grænsende til det autistiske, han havde det bedst med at tingene gik i sin vante gang og hadede alt hvad der gik stærkt. Vi kaldte ham Morfar.

 

Jeg ville gerne have løbet agility med ham, men det var slet ikke ham, dels gik det for stærkt for ham og dels havde han nogle rygproblemer, der umuliggjorde det. Tilgengæld elskede han at lave tricks og rally, han var super dygtig og var meget lærenem. Han nåede da også at blive Rally øvet mester.

 

Milo elskede lange gåture, mad og tæver, men gik langt uden om hanhunde og hvalpe. Om natten sov han på sin dyne på gulvet, men så snart vækkeuret ringede, smuttede han op under dynen og håbede vi blev liggende lidt længere. Han elskede at putte mellem vores ben under dyne eller tæppe og kunne ligge der i timevis, til han næsten ikke kunne få luft.

 

Han var noget reserveret over for fremmede, men blev man først hans ven, kendte hans kærlighed ingen grænser. Han elskede at være med i alt, hvad vi lavede og fulgte os alle vegne. Man kunne føre lange samtaler med ham, han lyttede interesseret og svarede på sin egen stille måde med at lægge hovedet lidt på skrå. Han havde en fantastisk empati og prøvede altid at efterligne os mennesker for at passe ind - f.eks. gav han dejlige krammere og smilede, når han så os.

 

Desværre fik Milo i en alder af kun 9 år en tumor i hjernen. Han havde været lidt urolig og rastløs en tid. Til at starte med tilskrev vi det løbske tæver, men det blev ved i længere tid end normalt og da han så også begyndte at reagere med tegn på smerter ved berøring, tog vi til dyrlæge. Gennem 1½ uge var han igennem forskellige undersøgelser, undervejs blev han værre og værre. Til sidst begyndte han at gå i cirkler, hver gang han rejste sig. Hans hjerne blev MR scannet og det viste en stor tumor, der fyldte det meste af venstre forhjerne og thalamus.

Vi lod ham sove ind umiddelbart efter scanningen. Vi var hos ham og holdt ham i poten.

 

Vi har hver en glasperle med hans aske i, som hænger om vores hals. Resten af ham er strøet på stranden, hvor han elskede at løbe og lege.

 

Milo var vores første hund og vores første kooiker. Han har en helt speciel plads i vores hjerte. Han gav os så meget, lærte os så meget. Vi vil helt sikkert aldrig glemme ham.